Praktisk information
Vi håber, I får et godt ophold, og at I bliver lige så glade for Bornholm, som vi er.
På denne side finder I nyttig information omkring jeres ophold hos Villa Sonja.
På Bornholm er der affaldssortering.
I lejlighederne står en affaldsspand til henholdsvis restaffald, plast (og drikkekartoner) og madaffald, der tømmes i tætte, lukkede poser i affaldscontainerne.
Affaldscontainerne står i portrummet bag den sorte skydedør.
Pap, papir, glas og metal kan lægges i affaldscontainerne, der står i haven i Galleri Sonja (via havelågen først i Søndergade).
Pant skal inden afrejse afleveres i containerne bag ved Brugsen.
Bookinger (minus depositum) kan refunderes indtil 4 uger før ankomst. Afbestiller du din booking kortere end 4 uger før ankomst, tager vi betaling for hele opholdet (via det oplyste kreditkort).
Check in er kl. 15:00 på ankomstdagen.
Check ud er senest kl. 11:00 på afrejsedagen.
I er velkomne til at spørge, om det er muligt at checke ind eller ud tidligere eller senere. Kontakt os på booking@villasonja.dk, så vil vi forsøge at hjælpe jer.
Lejligheden skal efterlades opryddet. Møbler, inventar og service skal befinde sig samme sted og i samme stand som ved ankomst. Luk og lås alle vinduer og døre. Læg nøglen på plads i nøgleboksen.
Tøm køleskabet, luk døre og vinduer, smid affald ud, fyld opvaskemaskinen og start den. Læg nøglen på plads i nøgleboksen.
Har I lejet linned, så tag venligst sengetøjet af og efterlad det udenfor værelserne. Viskestykker og karklude må gerne lægges i en bunke for sig. Vådt linned skal lægges på gulvet i badeværelset.
Opdager I noget, der er i stykker eller trænger til en kærlig hånd, så kontakt venligst Lisbeth på mobil 23677462. Eller send os en mail på booking@villasonja.dk, hvis det ikke haster.
I Villa Sonja findes der i alle tre lejligheder:
Badeværelse med hårtørrer og steamer
Fuldt udstyret køkken (for mere info, se "Køkken") med køleskab, mindre fryser og opvaskemaskine. Desuden er der et par viskestykker og karklude
Bose Soundlink, der kan tilsluttes via Bluetooth
Der ligger spil som Bezzerwisser, Matador og Partners
TripTrap barnestol
Der er to baby weekendsenge til rådighed for hele huset, dyne, pude og sengetøj kan lejes
Trådløst internet
Der er to private parkeringspladser til beboerne i Villa Sonja.
Alle er velkomne til at benytte gården, men I bedes respektere vores søde naboer og andre gæster i Villa Sonja. Der må således ikke spilles høj musik i gården efter kl. 22:00.
I trappeopgangen ligger hynder til bænkene udenfor. Hynderne tåler ikke vand, tag dem ind, hvis det er regnvejr.
I skuret står en yakitori grill, som I er velkomne til at benytte – og også gøre rent efter brug. Har andre efterladt kul og optænding, kan I frit benytte dette og gerne supplere. Grillen kan ikke lide at stå ude i regnen.
I skuret hænger lanterner til stearinlys. Sæt ikke stearinlys direkte på havebordene.
I gården hænger et fælles tørrestativ til badehåndklæder og vådt badetøj.
Mindre hunde er velkomne, dog ikke i møblerne.
Dette aftales med teamet bag Villa Sonja inden ankomst.
Vi har gjort os umage for at gøre Villa Sonja til et skønt sted. Vi passer på huset og dets inventar, og vi forventer, at I gør det samme.
Villa Sonja er røgfri indenfor.
Gæster er ansvarlige for eventuelle skader på Villa Sonja og inventaret under opholdet. Der kan være tale om betaling for ekstra rengøring, reparation eller erstatning af ødelagte/forsvundne genstande.
Med mindre der på forhånd er aftalt andet, må Villa Sonja ikke bruges til fester.
Villa Sonja er kun til privat brug. Hvis I vil anvende Villa Sonja til en kommerciel fotosession eller andet af kommerciel værdi, kontakt os inden da.
Vi har fyldt køkkenerne med godt grej.
I hvert køkken er der olie, sukker, salt og peber samt enkelte krydderier. Resten kan købes i de lokale supermarkeder.
I lejlighederne ligger opvasketabs til opvaskemaskinen til en start. Løber opvaskemaskinen tør for salt og afspændingsmiddel, kan begge dele findes i køkkenskabet.
Panderne er af jern, så de tåler kun varmt vand og ikke sæbe og slet ikke en tur i opvaskemaskinen. Det samme gælder køkkenknivene.
Villa Sonja råder over to parkeringspladser i Søndergade. Drej fra Storegade ad Søndergade, så ligger P-pladserne umiddelbart på venstre hånd og er skiltede. Hvis I vælger at parkere på Kirkepladsen eller andre steder i Allinge, skal I være opmærksomme på de gældende parkeringsregler.
Alle priser er i danske kroner inklusive moms. Ved booking vil der blive opkrævet 20% depositum. De resterende 80% vil blive opkrævet 4 uger før opholdet.
Booking af ophold sker gennem “booking” på vores hjemmeside.
I højsæsonen kan der bookes fra lørdag til lørdag og minimum en uge ad gangen. Udenfor højsæsonen er det muligt at booke kortere ophold. Rengøring er obligatorisk og indregnet i prisen.
I kan benytte jer af vores linned service, som bookes under ”linned” i bookingsystemet.
Kommer I med fly, er flere daglige afgange fra København, og regelmæssige afgange fra Billund og Ålborg. Turen fra Kastrup til Rønne tager lige godt 20 minutter, www.dat.dk eller www.norwegian.com.
Kører I bil, er den bedste forbindelse med hurtigfærgen, der sejler fra Ystad til Rønne, www.bornholmslinjen.dk.
Bussen er et billigt alternativ fra København til Rønne, www.kombardo.dk.