Nordbornholm

Bornholm er en enestående og varieret ø med et væld af oplevelser, hvad enten man holder af at vandre, cykle, bade, spise, opleve kulturen eller naturen. Nordbornholm er et skatkammer inden for et overskueligt område på alle tidspunkter af året, men der er nu ikke noget, der slår en god kop kaffe i Villa Sonjas gård under figentræet på en forårsdag.

Her har I et udpluk af vores lokale nordbornholmske anbefalinger.

    Badeture

    For foden af Hammerknuden på Bornholms nordspids finder I Sandvig Strand, som er Nordbornholms mest populære badestrand. Næs Strand er en lille dejlig strand med både mulighed for at ligge på sand eller bade via badebroen. Vi bader fra broen hele året rundt. For vinterbadere med lyst til sauna kan Sandvig Sauna og Vinterbadeforening i Sandvig Havn VARMT anbefales.

    De lokale havne

    Vi holder utrolig meget af de små lokale havne. Sandvig Havn er en perle, men det er Hammerhavn også med den lille bådfart langs kysten. Her kan vi varmt anbefale havnekiosken, som har gode sandwich og kager – det hele hjemmelavet. Fra Hammerhavn er der for øvrigt den smukkeste solnedgang.

    Fisketure

    Du kan fiske fra kysterne, hvis du har gyldigt fisketegn. Eller i Hammersøen med fisketegn og et særligt fiskekort, som købes på www.fiskekort.dk. Vi kan varmt anbefale lakse trolling i Østersøen med fiskeguide Per Sjøstrøm, mobil 23249841, fra Verona Sportsfiskeri. Han tilbyder chartersejlads og fisketure med Verona, der er en fuldt udrustet båd med 2 × 250 kWh-motorer. Verona sejler næsten hele året ud fra Hammerhavn og Tejn Havn, der ligger tæt ved Allinge-Sandvig. Vi har fisket en del med Per og fået de fineste vildlaks på krogen.

    Gåture

    Naturstyrelsen har udpeget 18 forskellige, fine seværdigheder på Nordbornholm, fra det mere kendte Hammershus og dets Besøgscenter over Opalsøen og til det mere ukendte Pissebækken i den sydligste del af Slotslyngen. Dem kan I nærstudere her.

    Desuden har Naturstyrelsen etableret fem forskellige markerede vandreruter, som leder gennem områdets smukke og barske natur.

    Vi anbefaler endnu et par skønne vandreruter på Nordbornholm. Højlyngsstien er en 67 km lang vandrerute tværs over Bornholm, der starter i Sandvigbugten. Stien møder den 120 km lange vandrerute Bornholm Rundt.

    Selv elsker vi den tre km smukke gåtur langs kysten, der starter lige udenfor Villa Sonjas dør. Fra Næs badestrand i Allinge fører stien til Sandkås. Tag badetøj med.

    På vestsiden af Hammeren kan man finde Danmarks eneste fuglefjeld og forårets bedste spot for forårstræk.

    Kunsthåndværk

    På Bornholm vrimler det med blændende keramik, glas og andet kunsthåndværk. Det kan ses i Villa Sonjas indretning, hvor der særligt er keramik fra hele Bornholm, blandt andet Bornholms Keramikfabrik, Oh Oak, Cassius Clay og Lov i Listed.

    Lige overfor indgangen til Villa Sonja ligger Galleri Klejn, det dejligste lille udstillingssted, hvor Kirsten Klejn udstiller egne keramiske værker og andres kunst.

    Vi holder også meget af keramiker Maja Frendrup, der har eget værksted og butik i Sandvig men også er med i butikken Håndværket i Kirkegade 6, Allinge. Det er Arts and Crafts Association Bornholms smukke fællesbutik med et stort udvalg af øens bedste kunsthåndværk.

    Lokale museer

    Bornholms Tekniske Samling har til huset på Østre Borregård i Allinge. Det er et fascinerende museum på flere tusinde kvadratmeter med blandt andet et ældre trykkeri, en frisørsalon og en KZ-3 sportsflyver, for bare at nævne lidt.

    Moseløkken Stenbrudsmuseum i Allinge er et besøg værd. Stenbruddets 150-årige historie er en spændende industri at dykke ned i. Carlsberg-elefanterne er blandt andet hugget i granit fra dette stenbrud.

    Mad og drikke

    De fleste kender sikkert Kadeau syd for Aakirkeby eller Torvehallerne i Rønne med delikatesser fra hele Bornholm. Selv holder vi af at besøge bornholmske gårdbutikker, men vi nyder også at spise overalt på øens gode restauranter som f.eks. 1B og Siemens Gård i Svaneke, Det Røde Pakhus i Rønne og Melsted Badehotel.

    På Nordbornholm kan vi anbefale Nordlandet med den lille bar Underbar. Selv spiser vi en del biksemad i Ølstauan i Allinge, der har et super udvalg af lokal øl på haner, ligesom Spisestedet Kokkenberg i Sandvig serverer god, hjemmelavet mad.

    På Strandpromenaden i Sandvig får man ubetinget den bedste is hos Sandvig IS Kalas, der dagligt producerer is på bornholmsk økologisk mælk og med frugter fra øens haver.

    En ny generation har overtaget Nordbornholms Røgeri i Allinge, så und jer selv at købe par lækre røgede sild med hjem.

    Vi køber vores morgenbrød hos Brødre i Tejn, hvor der for øvrigt er en lille hyggelig vinbar på havnen, Kanten.

    Fabers i Kirkestræde 1 i Allinge er en lille sommercafé og cocktail-bar med passion for god kaffe og kunst på væggene.

    Musik om sommeren

    Gæsten i Theaterstræde 2 i Allinge er et legendarisk musiksted, der spiller op hele sommeren med fantastisk live musik. Her kan man både bo på Gæstgiveren, spise dejlig mad og høre det bedste inden for den danske musikscene.