Om Villa Sonja

    Villa Sonja i dag

    I 2021 købte vi, Jimmy Olesen og Birgit Lyngbye Pedersen, huset i Storegade og åbnede dørene på ny for Villa Sonjas tre ferielejligheder, der kan lejes året rundt.

    Vi er drevet af glæden ved at formidle Bornholms natur, kunst, gastronomi, fællesskab og de unikke oplevelser, som øen byder på året rundt.

    Vi har en passion for boligindretning. Derfor er lejlighederne indrettet med kompromisløs kvalitet helt ned i detaljen. Vi har gjort os umage for at indrette lejlighederne, så de føles unikke og hjemlige.

    Hele huset er indrettet med en blanding af nyt, vintage, 70'er Ikea, Far til Fire på Bornholm, lokale malerier og gode plakater på væggene suppleret af kunsthåndværk fra Bornholm. Vi savnede selv at kunne leje en ferielejlighed med godt køkkengrej i køkkenskufferne og skarpe knive, der indbyder til at lave mad af alle de gode råvarer fra øen.


    Husets historie

    I 1882 flyttede Otto Andreas Christian Lillie Gornitzka som fireårig med sine forældre fra København til Nexø. I Nexø grundlagde hans far Gornitzkas Bogtrykkeri i en gammel stald. Senere flyttede familien til Allinge og indrettede trykkeri og Storegades Papirhandel på hjørnet af Købmagergade og Smallegade.

    Otto blev uddannet trykkersvend, og i 1908 købte han Storegade 4, et seksfags hus på tre etager fra 1866, og etablerede et bogtrykkeri i stueetagen. Allinge-Sandvig ekspanderede i samme periode, og Otto tog initiativ til at starte Nordbornholms Ugeblad, der blev trykt på trykkeriet.

    Indtil 1928, hvor der kom elektricitet til huset, blev typer af bly i titusindvis hver uge samlet til spalter og sider med håndkraft. I 1976 gik to af Ottos sønner ind i virksomheden, og den første store offset-presse blev købt. I 1990’erne rummede huset et topmoderne trykkeri, der optog de fleste af husets kvadratmeter. Trykkeriet havde mange kunder og fremstillede blandt andet sommerhus- og turistkataloger, brochurer og postkort.

    Midt i 1990’erne kom Bornholm i økonomisk krise, virksomheder lukkede, og trykkeriets omsætning faldt hurtigere, end familien Gornitzka kunne nå at sadle om. Sidst i 1990’erne lukkede trykkeriet i Storegade 4, huset blev solgt og bygget om til Hotel Maison du Nord, der senere blev til tre ferielejligheder.