NORDBORNHOLM

Bornholm er en enestående og varieret ø med et væld af oplevelser. Man kan vandre, cykle, bade, spise godt og opleve natur, kultur og lokal kunsthåndværk. Nordbornholm er helt særlig med sine klipper, havne, strande og et væld af attraktioner inden for et overskueligt område.

Her er et udpluk af vores anbefalinger til Nordbornholm.

Badeture

For foden af Hammerknuden på Bornholms nordspids ligger Sandvig Strand, som er Nordbornholms mest populære badestrand.

I Allinge finder man en fin lille sandstrand, Næs Strand, med badebro. Her kan man tage en dukkert året rundt.

For vinterbadere med lyst til sauna kan
Sandvig Sauna og Vinterbadeforening i Sandvig Havn anbefales.

Lokale havne

De små havne langs kysten er et besøg værd.

Sandvig Havn er en perle, og det samme gælder Hammerhavn med den lille bådfart langs klipperne. Her ligger en havnekiosk med gode sandwich og kager. Fra Hammerhavn kan man også opleve øens smukkeste solnedgange

Fisketure

Der er gode muligheder for fiskeri langs
kysterne med gyldigt fisketegn. Har man ikke dette, kan der også fiskes i Hammersøen med et særligt fiskekort, som købes på www.fiskekort.dk.

For dem, der vil på havet, arrangerer fiskeguide Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri laksetrolling i Østersøen. Turene foregår med båden Verona, som er fuldt udrustet og sejler næsten hele året fra Hammerhavn og Tejn Havn nær Allinge-Sandvig.

Kontakt: Sportsfiskeri
Per Sjøstrøm, Verona
Tlf. 23 24 98 41.

Vandreture

Nordbornholm byder på nogle af øens flotteste vandreture.

Naturstyrelsen har udpeget 18 seværdigheder i området. Fra det kendte Hammershus og besøgscentret til Opalsøen og det mere skjulte Pissebækken i den sydligste del af Slotslyngen. Mange af stederne ligger langs områdets stier og er oplagte mål på en vandretur.

Derudover har Naturstyrelsen etableret 10 markerede vandreruter, som fører gennem områdets imponerende natur og landskaber.

Er man til en længere tur, begynder Højlyngsstien, en 67 km lang rute tværs over Bornholm, i Sandvigbugten. Her kommer man gennem det vilde højland, sprækkedale, moser og store skovområder. Undervejs møder man den 120 km lange Kyststien, som går hele vejen rundt om øen.

En mindre, men særlig fin tur følger kysten fra Næs Strand i Allinge til Sandkås. Det er en tre kilometer lang gåtur med klipper, hav og små badesteder undervejs. Turen begynder lige uden for Villa Sonjas dør. Husk at tage badetøj med.

På vestsiden af Hammeren ligger desuden Danmarks eneste fuglefjeld og et af landets bedste steder at opleve forårstrækket.

Kunsthåndværk

På den anden side af Storegade ligger Villa Sonjas søstersted, Galleri Sonja, som er en del af Sonja House.

Galleriet kuraterer kunst og kunsthåndværk fra både nye og etablerede kunstnere. Her finder man værker i keramik, glas, tekstil og træ, skabt med respekt for materialer og håndværk.

Stedet rummer også en lille café med god kaffe og friskbagt bagværk.

Lokale museer

Bornholms Tekniske Samling holder til på Østre Borregård i Allinge. Det er et fascinerende museum på flere tusinde kvadratmeter med blandt andet et ældre trykkeri, en frisørsalon og en KZ-3 sportsflyver.

Moseløkken Stenbrudsmuseum i Allinge er også et besøg værd. Her kan man dykke ned i stenbruddets 150-årige historie. Blandt andet er Carlsberg-elefanterne hugget i granit fra dette stenbrud.

Mad og drikke

På Nordbornholm findes mange gode spisesteder.

I Allinge serverer Ølstauan klassisk biksemad og har et stort udvalg af lokal øl på hanerne. Nordbornholms Røgeri er kendt for sine røgede sild, og i Kirkestræde ligger Fabers – et lille spisested og cocktailbar med god kaffe og kunst på væggene.

Med udsigt over havet i Sandvig ligger den lille bar Underbar. Her finder man også spisestedet Kokkenberg, der tilbereder mad med fokus på gode råvarer. På Strandpromenaden serverer Sandvig IS Kalas is af bornholmsk økologisk mælk og frugt fra øens haver.

Musik om sommeren

Gæsten i Theaterstræde i Allinge er et populært og stemningsfuldt musiksted med livekoncerter sommeren igennem. Her kan man spise og høre nogle af de bedste navne på den danske musikscene.

Allinge-Sandvig er også vært for musikfestivalen Wonderfestiwall, der hver sommer samler danske og internationale kunstnere til fire dages koncerter i slutningen af august eller begyndelsen af september.