VILLA SONJA

VILLA SONJA

“Da vi trådte ind i huset, fik vi den følelse, som vi tror, alle får, når de kommer første gang: Det her sted kan noget helt særligt.”

Midt i Allinge, få hundrede meter fra klipperne, ligger et tidligere trykkeri fra 1886. Her har Birgit Lyngbye Pedersen og Jimmy Olesen skabt Villa Sonja.

Huset rummer tre ferielejligheder med plads til nærvær og det levede liv året rundt. Stedet danner ramme om ophold for familier, vennegrupper og mindre teams. Det udspringer af en glæde ved at formidle Bornholms natur, kunst, gastronomi og fællesskab samt de andre oplevelser, øen byder på.

Sommerhusstemning og materialebevidste valg præger hele Villa Sonja, også i køkkenerne, hvor der er tænkt over det gode grej.

Passionen for indretning mærkes i lejlighederne, hvor hver detalje er nøje udvalgt, så rummene føles både unikke og hjemlige. Det er en kurateret blanding af nyt, vintage, lokale malerier og kunsthåndværk fra Bornholm – hverdagsluksus med skuldrene nede.

GÅRDHAVEN

GÅRDHAVEN

Den lukkede gårdhave er husets hjerte og deles af lejlighedernes gæster.

Under det store figentræ kan man grille, spise sammen og finde ro efter dagens aktiviteter.

EN DEL AF SONJA HOUSE

EN DEL AF SONJA HOUSE

Villa Sonja er en del af Sonja House, der voksede ud af Birgit og Jimmys glæde ved at rejse og hente inspiration fra de mennesker, steder og atmosfærer, de har mødt verden over. Deres samarbejde udforsker et univers centreret omkring æstetik og en passion for at skabe rum, der føles levende gennem håndværk, natur og fællesskab.

Sonja House omfatter både Villa Sonja og Galleri Sonja. Navnet er inspireret af den danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba med sit kunstneriske, materialebevidste og internationale udtryk kombineret med 1960’ernes tv-serie Sonja fra Saxogade med dens varme, menneskelige og hverdagsnære stemning.